Vi venter på liberalisering af apotekerne

For nylig var jeg på apoteket med min datter og som så ofte før var der en lang kø i lørdag formiddag. Så vi fik en snak om ventetider og monopol, da hun gerne ville vide, hvorfor vi altid skal vente på apoteket. Sagen er den, at vi venter på VK-regeringen, som har valgt at udskyde (endnu) en planlagt liberalisering af apotekersektoren. Det skyldes vist nok de konservative, som i hvert fald forsøger at score nogle politiske point hos apotekerne for dette.

Svaret på spørgsmålet er kort og godt, at vi venter på apoteket, fordi det er et lokalt monopol. Et monopol, som ikke behøver at yde kunderne god service i form af kort ventetid. Forskellen mellem eksempelvis det lokale supermarked og det lokale apotek er, at ekspedienterne ofte venter på kunderne i supermarkedet, mens kunderne oftest venter ekspedienterne apoteket. For supermarkederne er ventetiden et konkurrenceparameter og derfor forsøger supermarkederne at optimere kundernes ventetid. De afvejer tab af kunder mod højere omkostninger ved ekspedition.

I princippet gælder samme optimering på apotekerne, men da afstandene er langt større, så vejer tab af kunder mindre i ligningen. Så apotekerne vil hovedsageligt forsøge at minimere omkostninger (ekspedienternes spildtid eller ventetid), hvorfor kunderne må vente længere her end i andre butikker. Ventetiden er ikke gratis. Men mens vi i supermarkederne betaler mere for varerne for at slippe for at vente, er afregningen på apoteket tabt tid. Det er monopolets pris.

Apotekerne vil nok hævde, at borgerne generelt ikke venter længe, at de er en reguleret sektor (og derfor afspejler politikernes ønsker) og apotekerne i øvrigt er en del af sundhedssektoren. Det første kan ikke afgøres objektivt. Apotekerne har gennemført tidsstudier, som forsøger at tilbagevise, at der er lang ventetid. Men om en ventetid er lang eller kort, kan kun afgøres af forbrugerne. Det andet er rigtigt, apotekeravancer er politisk styret afgjort og har betydning ventetid og priser. Det sidste er snik-snak fra et monopol, der forsøger at bevare et monopol, der går tilbage til reformationen.

Apotekerne i Danmark er billigere i forhold til mange af andre lande i Europa, når man sammenligner omkostninger per ekspedition. Jeg har selv lavet undersøgelser af apotekeravancer per ekspedition i forskellige lande for et par år siden, der bekræftede dette billede. Men en del af omkostningerne er skjult, fordi apotekerne stjæler kundernes tid. Forbrugerne har også væsentligt færre forretninger, hvor de kan købe lægemidler, end i de fleste andre lande.

Jeg kan ikke undlade at sammenligne forholdene i Danmark og Schweiz, hvor jeg bor. Jeg har to apotekere lige om hjørnet. Og der er flere i byen, som har omkring 30.000 indbyggere. Her er ingen ventetid. Det er et resultat af konkurrencen og kundernes ønsker til ventetid. Omkostningerne per ekspedition er nok højere, men der er mindre tidsspilde for kunderne. Og kunderne betaler gerne mere for den kortere ventetid.

En liberalisering kunne sagtens øge service og sænke omkostningerne på samme tid, hvis den gav mulighed for konkurrence (flere udsalgssteder), kædedannelse (sammenslutning af apotekere) og integration med andre i detailhandelen. Ingen kan på forhånd afgøre, hvilken organisationsform, der er den mest effektive. Men i USA, hvor markedet nok er mest liberaliseret, er omkostningerne ved lægemiddeldistribution væsentlig lavere end i Danmark og resten af Europa. Her er en udbredt organisationsform de såkaldte drug stores, som tjener på alt andet end de lægemidler, som lokker kunderne ind i butikken. Vi har set en lignende udvikling i Storbritannien.

Desværre har VK-regeringen valgt at droppe en planlagt liberalisering og vi må fortsat vente på en liberalisering.