Elektronikbranchen er en kejtet teenagedreng

Test dig selv- konfirmand eller ingeniør? Der findes tilsyneladende ikke mange andre forbrugertyper, når elektronikbranchen forsøger at sælge produkter til det kvinder.

Elektronikbranchen er en grand voksen mand i jakkesæt, der opfører sig som en teenagedreng og gang på gang får sagt det forkerte til den pige, han er lun på. Hvis han da overhovedet endnu har opdaget, at der findes piger.

I forbindelse med en undersøgelse af kvinders forhold til teknologi fik jeg svar, der viser, at kvinder skiftevis keder sig, føler sig frustrerede eller bliver halvfornærmede, når de skal købe elektronik. Reklamerne for computere, mobiltelefoner, digital kameraer og anden personlig elektronik præsenterer kvinderne for en verden, der enten er kantet, kedelig, grå og unødvendigt teknisk besværlig eller stereotypt feminin, lyserød, endimensionel og patroniserende.

Gadgetmagasinernes alenlange tekniske produktbeskrivelser giver sjældent en fornemmelse af produktets praktiske værdi og det salgsmateriale, der dumper ind af døren har for det meste spotlight på knastør hardware og gule priser eller i enkelte tilfælde et par høje hæle og en cyklame farvet lap top.

I undersøgelsen ”Elektronista eller Elektro-not- Kvinder, Teknologi og Trends” fortæller 85% af de adspurgte, at de faktisk er positivt indstillet overfor teknologien. Samtidig føler 79% at feminine farver er ligegyldige eller decideret diskvalificerende i købsprocessen. Som en af de adspurgte kvinder udtrykker det ”Jeg synes, det er lidt patroniserende, at de tror, at de kan farve noget lyserødt og bruge nogle piger i reklamerne, og så har de taget mig alvorligt”.

Min oplevelse er, at kvinder ofte er på udkig efter det, man kan kalde personlig teknologi. Mobiltelefon, digital kamera, lap tops, ja hele 20% af dem jeg har talt med planlægger at købe en spillekonsol. Det er voksne, købestærke kvinder. Ofte med eget hjem, en god uddannelse bag sig, penge på lommen, et langt forbrugerliv foran sig. Kvinder som tager købsbeslutninger på vegne af hele deres familie. De interesserer sig for livsstilsprodukter og ting, der kan gøre deres liv sjovere og mere effektivt. Men de gider ikke spilde deres tid på at sætte sig ind i et teknisk sprog, der hører hjemme hos en ingeniør og ikke i en brugsanvisning. Der er rigtig mange kvinder, der passer den profil, og de føler sig fremmedgjorte af både brands og forhandlere.

Ifølge Forrester ville 25% af de kvindelige kunder bruge endnu flere penge, hvis kommunikationen henvendte sig mere til dem, og over halvdelen af kvinderne oplever at må forlade en butik, fordi de ikke finder det, de leder efter.

Der hænger simpelthen ikke sammen. Mere end halvdelen af Danmarks befolkning består af kvinder, som hver eneste dag tager købsbeslutninger på vegne af både sig selv men rigtig ofte også på vegne af hele familien. Så hvorfor betragter elektronikvirksomheder og teknologibranchen stadig kvinder som en mindre niché i stedet for at sætte alt ind på at forstå og nå denne målgruppe, som har indflydelse på 75% af alle elektronikkøb?

Det er et forretningsmæssigt mysterium, at teknologiproducenter, marketingsfolk og sælgere stadig tror, at simple lyserøde gadgets og tøsesnak er vejen til kvindernes pengepung. Men så længe verdens største messe for forbrugerelektronik CES tror, at de får dækket 50% af markedet ved at lave et område til kvinder og kalde det Mommy Tech, så er det klart, at ikke engang kernen af branchen har forstået problemstillingen.

For det første er ikke alle kvinder mødre, for det andet er dem, der har børn meget sjældent interesseret i at blive markedsført til som mødre, med mindre det drejer sig om produkter til deres barn. At sætte alt for meget fokus på kvindekønnet tænder i det hele taget mange kvinder af. Kvinder er ikke ens, bare fordi de er kvinder. Nogle er rendyrkede elektronistas, med en stor interesse for digital livsstil, andre køber og bruger produkterne uden at forholde sig særligt til dem, og så er der selvfølgelig dem, der går til elektronikken med en vis skepsis.

Harvard Business Review estimerer, at kvinder udgør større forretningsmæssige muligheder end Indien og Kina tilsammen. Med det potentiale er det tankevækkende at elektronik og dermed også telebranchen stadig oftest henvender sig til kvinder ud fra nogle (tilfældige, forældede og forkerte) antagelser hos en meget lille gruppe af (mandlige?) beslutningstagere. I stedet for at sætte ressourcer af til at undersøge, hvordan kvinder i virkeligheden forholder sig til produkterne og hvilken form for produktudvikling og kommunikation, der får dem i tale. Mon ikke Harvard Business Review og verdens øvrige analyseinstitutter kan blive enige om, at den form for målgruppeindsigt er en ret god idé, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at se de omtalte resultater på bundlinjen?