Søren Sandfeld Jakobsen Blogindlæg

Medieforliget - et skridt i den rigtige retning

Det indgåede medieforlig giver på en række punkter større spillerum for de kommercielle aktører, navnlig på bekostning af et meget dominerende DR. Der er bestemt ikke tale om nogen revolution, men dog et skridt på vejen mod et mere konkurrencepræget dansk mediemarked. Udbuddet af et licensfinansieret FM 4 med public service-forpligtelser (uden adgang for DR til at byde) skaber konkurrence på public service-radio og er et skridt i retning af et marked, hvor public service-opgaver (med tilhørende midler) ikke uløseligt er knyttet til bestemte institutioner, men konkurrenceudsættes og dermed kan leveres af dem, der kan gøre det bedst og billigst. Forøgelsen (om end meget beskeden) af public service-puljen, som kommercielle foretagender kan søge om at få andel i til at lave kvalitetsindhold, hviler på samme liberale tankegang. Kravet om øget udlægning af produktion fra DR til private producenter vil styrke det private produktionsmiljø og dermed den underskov af – typisk små – virksomheder, der på et så lille marked som det danske er afhængige af kontrakter med de store tv-foretagender. Kravet om, at væsentlige nye DR-tjenester fremover skal ”markedstestes”, dvs. at en eventuel negativ indvirkning på markedet skal vurderes, er præsenteret som en del medieforliget, men følger faktisk af EU-retten på området. Under alle omstændigheder vil det sikre en bedre kontrol med, at DR ikke med public service-midler i ryggen udbyder tjenester, som går de kommercielle aktører i bedene, navnlig på det i fremtiden vigtige marked for medietjenester på internettet. I det hele taget lægger forliget op til, at DR skal styrke udbuddet af ”klassisk” public service-indhold, på bekostning af den mere populistiske og underholdningsprægede linje, som vel har kendetegnet stationen de senere år. Forliget giver TV2 mulighed for øgede indtjeningsmuligheder gennem produktplacering, altså salg af reklamer som optræder som en integreret del af et programs handling. Denne form for skjult reklame giver anledning til betænkeligheder, men når realiteten er, at EU-lovgivningen giver andre landes programforetagender disse muligheder, bør TV2 have samme mulighed. Så må man på EU-niveau have særlig fokus på den forringelse af forbrugerbeskyttelsen, som det måtte indebære. For det notorisk hårdt pressede kommercielle radiomarked er det positivt, at rettighedsorganisationerne KODA og Gramex har givet tilsagn om gradvist at reducere minimumsvederlaget for rettighederne til at afspille musik i radioen. På den negative side står først og fremmest, at forliget er tavst med hensyn til, hvad der skal ske med distributionsstøtten, altså den milliardstøtte, der i dag fortrinsvis gives til de trykte massemedier. Undladelsen af at tage stilling hertil gør det svært at tale om et egentligt ”medieforlig”, idet medier i dag jo er meget andet end blot radio, tv og printmedier. Der er behov for, at politikerne hurtigt muligt kaster sig over dette følsomme emne.

*****||*****Medieforliget - et skridt i den rigtige retning*****||*****

Børsen Shop lige nu

Børsen abonnement

Blogger Profil

profil billede


Søren Sandfeld Jakobsen
Lektor, ph.d.
CBS
Howitzvej 13, 3
2000 Frederiksberg

Søren Sandfeld Jakobsen
er jurist, lektor, Ph.D. i mediejura på Copenhagen Business School (CBS). Han forsker særligt i de juridiske aspekter af de nye, digitale medier og tjenester, og har skrevet en række bøger, artikler mv. om disse emner. Han er desuden advokat i CPH LEGAL. Han har tidligere bl.a. været kontorchef i Erhvervsministeriet.