Skattebetalt medietræning til politikere - er det lovligt?

Først var det formanden for Region Syddanmark, Carl Holst (V), der havde brugt 150.000 kr. af regionens kasse til personlig medietræning. Så kom det frem, at miljøminister Karen Ellemann (V) og nu tidligere sundhedsminister Jakob Axel Nielsen har brugt 40.000 henholdsvis 31.000 skattekroner på personlig medietræning. Alt er naturligvis relativt, men der er dog tale om ganske betydelige beløb til et noget specielt formål. Spørgsmålet er, om det er lovligt. Der er ingen særlige regler på området. Spørgsmålet må derfor besvares ud fra almindelige forvaltningsretlige principper. Efter disse må det offentliges midler, dvs. skatteindtægterne, kun anvendes til saglige og relevante formål for den pågældende myndighed. Det afgørende er således, om medietræning kan siges at være et sagligt formål i så henseende. Her må man være opmærksom på, at regionsformænd og ministre har to kasketter på: De er dels folkevalgte politikere, dels øverste chefer for en offentlig forvaltningsmyndighed (regionen henholdsvis ministeriet med tilhørende styrelser, direktorater mv.). Hvis medietræningen - og den dertil hørende udgift - kan siges at relatere sig til regionsformanden/ministeren som politiker, altså grundlæggende have til formål at forbedre vedkommendes muligheder for at opnå genvalg og styrke sit parti, er udgiften utvivlsomt ikke saglig, idet den så ikke kommer regionen/ministeriet som sådan til gode. I så fald må politikeren eller dennes parti selv afholde udgiften. Vedrører medietræningen regionsformanden/ministeren som forvaltningschef, er resultatet formentlig det modsatte. Man kan med god ret hævde, at det et sagligt formål at forsøge at styrke forvaltningschefens kommunikationsevner i forhold til medierne. Med kommunesammenlægningerne og væksten i antallet af medier, ikke mindst digitale, er det i dag en realitet, at stadig mere kommunikation fra forvaltningen til borgerne og offentligheden foregår gennem medierne. I et sådan samfundsbillede er det vigtigt, at den øverste forvaltningschef er i stand til klart og enkelt at håndtere medierne, når væsentlige initiativer og budskaber skal kommunikeres ud. Det forhold, at regionsformanden/ministeren som nævnt har to kasketter på, betyder dog under alle omstændigheder, at det er svært for udenforstående at frigøre sig fra mistanken om, at medietræningen først og fremmest vedrører personens politiske virke. Er medietræning vigtig for personen som forvaltningschef, er det intet at regne for vigtigheden af, at personen som politiker gør sig på skærmen og er leveringsdygtig i kortfattede og enkle budskaber. I dag er det - hvor begrædeligt det end måtte være - i højere grad det, der afgør en kandidats skæbne på valgdagen, end det reelle indhold af personens politiske holdninger og budskaber! I lyset heraf forekommer oppositionens krav om retningslinjer på området fornuftigt og logisk. Idet man ikke klart kan skelne mellem forvaltningschefen og politikeren, er der formentlig grænser for, hvor detaljerede sådanne retningslinjer kan blive. En stor detaljeringsgrad er heller ikke nødvendig eller hensigtsmæssig. Det afgørende er, at der opstilles nogle overordnede kriterier, der sikrer, at programmet for medietræningen ikke efterlader tvivl om, at det primært retter sig mod forvaltningschefen, ikke politikeren.