Jægerlækagen - er De forvirret?

Spørgsmålet om, hvem der i 2007 kontaktede TV2 og oplyste om den hemmelige beslutning om at indsætte jægersoldater i krigen i Irak, har nu, næsten 3 år senere, udviklet sig til en efterhånden bizar sag om politik, presseetik og jura. En sag, der synes at få tilføjet nye vinkler nærmest dagligt, og som indeholder et broget persongalleri omfattende den mere og mere pressede forsvarsminister, hans spindoktor, TV2 og stationens politiske reporter Kaare R. Skou (nu sendt på afspadsering), en filminstruktør, diverse advokater, og senest også DR - for nu blot at nævne de væsentligste! Hvis De efterhånden føler Dem godt og grundigt forvirret, så: velkommen til klubben! Sagens kerne er dog stadig er den samme: hvor langt kan og bør pressen gå for at beskytte sine kilder? Pressens ret til kildebeskyttelse er et grundlæggende juridisk princip, der er fastslået både i retsplejeloven og Menneskerettighedskonventionen. Retten er dog ikke ubegrænset, idet pressen kan tvinges til at afsløre en kilde i særligt alvorlige sager (der kan medføre fængsel i minimum 4 år), hvis hensynet til opklaringen af sagen ”klart” overstiger mediernes behov for kildebeskyttelse. Praksis, navnlig fra Menneskerettighedsdomstolen, viser, at de skal ganske meget til, før hensynet til kildebeskyttelsen må vige for hensynet til opklaringen. Måske af denne grund forsøgte regeringen ikke tilbage i 2007, da TV2 viderebragte den hemmelige oplysning, at få kilden til oplysningen afsløret. Regeringen har heller ikke nu (i hvert fald indtil videre) gjort noget forsøg herpå. Sagen (om lækagen) er ganske vist meldt til politiet, men af oppositionen. Ét er imidlertid, om pressen juridisk kan beskytte sine kilder, noget andet er om pressen så også bør gøre det. Det siger juraen ikke noget om. Her kommer etikken ind i billedet. De fleste, om ikke alle, nyhedsmedier værner i sagens natur stærkt om kildebeskyttelsen. Uden den kan pressen ikke varetage sin afgørende rolle som ”offentlighedens vagthund”. Dette er angiveligt også årsagen til, at TV2 har sendt Kaare R. Skou på afspadsering, efter at han offentligt - og på eget initiativ - tilkendegav, dog uden at nævne navne, at lækagen til oplysningen om jægersoldaterne stammer fra Forsvarsministeriet selv. Et brud på kildefortroligheden, mener TV2, og en utilstedelig mistænkeliggørelse af Forsvarsministeriets embedsværk, mener andre. Heroverfor kan dog anføres, at såfremt det virkelig er sandt, at lækagen - der angiveligt bragte danske soldaters liv i fare - stammer fra Forsvarsministeriet selv (uanset fra hvilken konkret person), er det en politisk skandale af så betydelige dimensioner, at offentlighedens interesse i denne oplysning må overstige hensynet til ministeriet. I en sådan situation må det være op til regeringen og ministeriet at tilbagevise beskyldningen. Om det er hensynet til offentligheden, der har fået filminstruktøren til offentligt at navngive kilden (ministerens spindoktor), eller (som det er blevet foreslået) mere tvivlsomme motiver, vides ikke. Under alle omstændigheder har det øget sagens politiske dimension (og underholdningsværdi!) betydeligt og fået spindoktoren til at true med injuriesag. Det har så føjet nye facetter til sagen. Sagen illustrerer vigtigheden, såvel juridisk som etisk, af retten til kildebeskyttelse, men illustrerer måske også, at hvis pressen udøver retten for kategorisk og firkantet, kan der opstå risiko for, at væsentlige oplysninger ikke kommer til offentlighedens kendskab. Præcist det modsatte af, hvad der er kildebeskyttelsens formål. Men fortsættelse følger - utvivlsomt!