Når pressen sviner folk til

Det er ikke så ofte, der er anledning til at rose politikerne på det mediepolitiske område. Som regel er de uenige om det meste, fra mediestøtte til produktplacering, salg eller ikke salg af TV2, kommerciel radio, DR’s position på mediemarkedet osv. Men for en gangs skyld har de fundet fælles fodslag – og det oven i købet i en vigtig sag. Så roses den, som roses skal!

Et bredt politisk har annonceret, at de vil stramme loven i den situation, hvor et medie uretmæssigt hænger en person eller virksomhed ud på forsiden. I dag er det reelt nyttelyst for den person eller virksomhed, der hænges ud, at gøre brug af den sanktion, loven tilbyder, nemlig at klage til Pressenævnet.

Nævnet er adskillige måneder om at behandle sagen, hvilket med den hastighed hvormed nyhedsstrømmen flyder i dag, indebærer, at de færreste overhovedet har en klar erindring om hvad sagen handlede om, eller hvem der gjorde hvad, når nævnet endelig har truffet sin afgørelse.

Og selv hvis personen/virksomheden får medhold, batter det ikke rigtig noget. Efter medieansvarsloven kan Pressenævnet pålægge mediet at offentliggøre kendelsen ”uden kommenterende tilføjelser og på en så fremtrædende måde, som det med rimelighed kan forlanges”. Det er imidlertid ikke et krav, at en kendelse imod et medie, der uretmæssigt har hængt en person ud som forsidestof, også skal offentliggøres på forsiden. Det accepteres, at offentliggørelsen gemmes forholdsvis langt væk inde i avisen (eller på en fjern underside, hvis det er et web-medie).

Dette er selvsagt uholdbart for den, der uretmæssigt bliver kørt gennem mediemøllen. For hvad nytter en lille hengemt notits adskillige måneder senere, hvis den pågældendes navn er ødelagt? I en sådan situation kan det næsten være en bedre strategi ikke at forfølge sagen juridisk, men blot forsøge at ride mediestormen af med så få skrammer som muligt, og så håbe på, at der trods alt gror mos på sagen med tiden.

Det er også uholdbart i en bredere, samfundsmæssig forstand, idet den gældende retstilstand gør, at der reelt ikke er nogen modvægt til den sørgelige tendens hos mange medier til at forsøge at øge salget ved at fokusere mere og mere på personen frem for sagens substans. En tendens, der synes at brede sig i takt med, at antallet af digitale medier forøges, hvorved kampen om brugernes – og annoncørernes – gunst skærpes. Det er nu engang nemmere at få folk til at klikke ind på en person- eller sladderhistorie end en faktuelt baseret historie om et måske sværere tilgængeligt emne.

Hvis der i lovgivningen opstilles specifikke krav til den måde, et medie skal offentliggøre en kendelse fra Pressenævnet, vil det kunne være et indgreb i mediets ret til – som en del af sin ytringsfrihed – selv at redigere det indhold, det bringer. Det nævnte flertal i Folketinget er ikke blinde heroverfor, og lægger derfor op til, at der skal gennemføres et udvalgsarbejde, før en eventuel lovændring vedtages.

Dette er også fornuftigt. Ikke kun fordi der er tale om vanskelige og for demokratiet væsentlige interesseafvejninger, som kræver grundig belysning. Men også fordi et sådant udvalgsarbejde kan lede til mere generelle betragtninger og forslag vedrørende den ømtålelige balance mellem på den ene side mediernes afgørende rolle som offentlighedens vagthund i et demokrati, og på den anden side borgernes ret til beskyttelse, når selvsamme medier går over stregen.