Der gælder en anden målestok for en rød minister

Gælder der en anden målestok for Auken?

SF-politikeren Margrethe Auken sidder i ledelsen af Danmarks Naturfredningsforening (DN). Og hendes datter, Ida Auken, er Danmarks miljøminister.

Giver dette et interesseproblem? Nej, mener Margrethe Auken. Ja, mener flere medlemmer af DN’s forretningsudvalg.

Personligt er jeg ikke overbevidst om, at det behøver være et problem. Til gengæld forstår jeg godt, at man kan få tanken.

Det er i hvert fald slående, som DN’s retorik overfor miljøministeren ændrede karakter her i efteråret. Det hænger naturligvis sammen med, at Danmark fik en ny regering. En regering, som har lovet en ny og angiveligt mere progressiv miljøpolitik. Men som på en række punkter blot viderefører den forrige regerings miljøpolitik.

SF’s miljøminister har implementeret den tidligere regerings vandplaner, selvom S og SF inden valget lovede en langt mere ”ambitiøs” indsats. Hun har også igangsat den tidligere regerings naturplaner. Og regeringen har bekendtgjort, at den vil bekæmpe landbrugets pesticidforbrug ved at fremsætte et lovforslag, som lå klart fra den borgerlige regering.

Har det afstedkommet kritik fra Danmarks største grønne organisation?

Enkelte løftede pegefingre er det da blevet til. Men også mindst lige så megen ros fra DN, som uden blusel havde kritiseret den tidligere regering voldsomt for præcist samme forslag.

Lad mig give et eksempel mere.

I slutningen af oktober gav miljøministeren Energinet.dk tilladelse til udledning af saltholdig skyllevand i et Natura2000-område i Limfjorden. Skyllevandet kommer fra et naturgaslager i Ll. Thorup ved Viborg. Vandet indeholder ikke kun salt, men også en række andre skadelige stoffer.

I forbindelse med udarbejdelsen af miljøtilladelsen har to parter været særligt kritiske, nemlig SF og DN. Nu har SF ’s miljøminister så givet tilladelsen. Og uden at det har ført til kritik fra DN.

Danmarks Naturfredningsforening udviser en meget selektiv kritik. Senest oplevede man i den forgangne uge, at Miljøministeriet meddelte, at man fyrede 115 medarbejdere. En meget lidt omtalt begivenhed.

Tro mig – havde dette fundet sted under Hans Christian Schmidt eller en anden blå miljøminister havde det givet voldsomt ballade. Ja, jeg forestiller mig at man ligefrem havde talt om massakre på miljøet i Danmark.

For mig er konklusionen, er miljøministeren rød, så gælder der én målestok for hendes arbejde. Er ministeren blå, gælder der en anden målestok.

Det forstemmende, at Naturfredningsforeningen er mere optaget af at skåne sine politiske ”venner” end af at forfølge sagerne. Og det er særligt forstemmende, når det sker i en så bredt favnende organisation, som Danmarks Naturfredningsforening. En forening, der gennem lovgivning er sikret særlige privilegier.

Organisationer, der holder hånden over ”politiske venner” er ikke noget nyt fænomen i dansk politik. Vi har for nylig set noget tilsvarende med fattigdomsdebatten. Her kan f.eks. Mette Frederiksen uproblematisk slippe af sted med en kritik af kontanthjælpsmodtagere, som ville have ført til en ”ministerstorm” på en borgerlig minister.

Hvis organisationer såsom Naturfredningsforeningen osv. vil tages alvorligt, må de holde op med at pleje snævre partipolitiske interesser. Det taber man troværdighed på. Og det vil koste foreningen dyrt.